Nyhedsbrev

Som en festlig afslutning på sommeren starter vi Randersugen ud med Black City og Ekstra Store Grønlandske Rejer, men vi kunne simpelthen ikke vente med at feste med jer, så vi tyvstartede torsdag i selskab med Fastpoholmen. I forbindelse med vores Projekt Beautify von Hatten har vi malet vores bænke i forskellige farver og der fik vi ideen til temaet til Randersugen: REGNBUER! Så hvis I også vil have fest og farver, kan i jo spendere jeres fritid på von Hatten i Randersugen 2013. Udover den lækre musik holder vi også vores famøse bordfoldboldsturnering, hvor i kan komme og vinde fine præmier.

Café von Hatten er fuld af mange gode medarbejdere og nogle har været her længere end andre (ingen nævnt, ingen glemt), men vi må desværre sig farvel til vores formand Martin Greve Lausen. Efter over 3 års arbejde har Martin besluttet sig for at stoppe som medarbejder. Vi har nydt godt af Martin mange gode ideer og store arbejdsindsats som medarbejder. Vi siger nu farvel og ønsker ham alt godt i fremtiden og held og lykke med sit nye studiet.

Selvom vi siger farvel til nogle medarbejder, sniger der sig også et par stykker ind. Vi har fået to nye medarbejder, Camilla og Anne, der begge går i gymnasiet på Randers Statsskole, hvilket jo er meget praktisk, når vi nu forsøger at generobre Randers ungdom.

Efteråret er spækket med fede events. For eksempel vender de Åbne Randersmesterskaber i Rock tilbage for tredje år i træk på Café von Hatten. Denne gang i et nyt format, som løber af stablen i løbet af sensommeren og efteråret. 19. oktober afholdes finalen, hvor vi skal have fundet en vinder til de lækre præmier. Så hvis du kender nogen, der spiller fed musik, så kan de tilmelde sig indtil den 20. august. Læs mere om RMiR på www.facebook.com/Randersmester.

Husk også at sætte stort kryds i kalenderen den første lørdag i december, så du kan fejre von Hattens 32 års fødselsdag. Booker Jesper arbejder stadig på at lægge sidste hånd på arrangementet, men vi tør godt love, at der er lagt i ovnen til et brag af en fest!


Tags:
Randersugen Bordfodbold RMiR Fødselsdag

Koncerter